Græsk-Italiensk Madbrød

Dette madbrød endte med at blive helt fantastisk lækkert. Jeg bagte brødet som tilbehør til et oste-pølse bord sammen med de nemme Ciabatta flutes. Egentlig ville jeg lave det italienske madbrød med tomater og rosmarin på toppen, men så så jeg et glas oliven midt under bagningen og kombinerede så det italienske med et græsk brød med oliven og oregano, så det endte med et kombineret Middelhavsbrød. Det blev vidunderligt frisk og lækkert i konsistensen, smagen er simpelthen fantastisk og brødet er en fryd for øjet med tomaterne og rosmarinen på toppen og de sorte oliven inde i brødet. Brødet blev bagt på en bagesten, som gav en lækker sprød bund, som passer rigtig godt til brødet. Super lækkert tilbehør.

Græsk-Italiensk Madbrød

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 2 timer 45 minutter
Samlet tid 3 timer

Ingredienser

  • 6 dl vand
  • 20 g gær
  • 1 spsk salt (20 g)
  • 1 dl yoghurt naturel
  • 1/2 dl olivenolie
  • 1 kg hvedemel gerne tipo 00
  • 2 spsk tørret oregano
  • 100 g sorte oliven
  • 6-8 cherrytomater
  • 3 kviste rosmarin
  • 1/2 dl olivenolie til toppen

Sådan gør du

  • Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt salt, yoghurt og 1/2 dl olivenolie.
  • Rør halvdelen af melet i og vend oregano og grofthakkede oliven i dejen. Har du et glas oliven med sten, kan stenene nemt fjernes ved at presse en oliven med tommeltotten.
  • Vend resten af melet i. Dejen skal være en smule fugtig og blød. Bliver den for tør, kan man nemt gøre den fugtig igen med en smule vand eller omvendt med en smule mel.
  • Lad dejen hæve tildækket og lunt i 1 time.
  • Form dejen til to brød og tryk forsigtigt små huller i og fordel de halverede tomaterne og rosmarin på dejen. Fordel 1/2 dl olivenolie ud over dejen. Lad dejen efterhæve i 1 time.
  • Bag madbrødet ved 220°C i ca. 35-40 min, indtil det er lækkert gyldent på toppen.

Tip 1
Bagt på bagesten bliver brødet endnu mere sprødt og sejt. Læg bagestenen på pladen og sæt den i den kolde ovn. Stenen skal varmes ca. 20 minutter, inden brødene lægges på.

Tip 2
Brødet er mindst ligeså godt dagen efter, hvis det dryppes med lidt olivenolie og skiverne varmes på en tør pande.
Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

Græsk italiensk madbrød

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.