Nordisk Burger

Jeg er ret vild med denne opskrift på Nordisk Burger fra retnemt.dk. Burgeren er en god afveksling til den “almindelige” burger, og den bliver serveret en del gange herhjemme, fordi den smager godt og fordi den er nem og hurtig at lave. Om den er helt nordisk kan man jo snakke om, men mozzarella og parmesan har vi nok ikke haft så længe i Norden. Men når man, som os, er tossede med det italienske, er retten en god kombination.

Opskriften er dejlig nem at gå til og man føler sig lidt sundere, når man spiser den. Om den faktisk er det, er en anden snak, men der er nok lidt færre kulhydrater, end i en almindelig burger. Men uanset om den er sund eller ej, så smager den fantastisk. Rødbedepestoen kan virke lidt afskrækkende første gang, men brug den – den er så nem at lave og så smager den helt fantastisk til bøffen. Alene farven gør, at man bliver glad, når man ser burgeren. Man skal finde et godt stykke rugbrød fra bageren, da det er en stor del af smagsoplevelsen. Børnene er ikke så vilde med pestoen, så lidt traditionelt tilbehør kommer også på bordet. Men rugbrødet er de rigtig vilde med, og en god skive ristet rugbrød smager også vildt godt.

Jeg ville gerne skrive, at jeg har ændret lidt på retten, så den er blevet meget bedre – men det har jeg ikke. Den smager mega godt, som den er (selvom man altid lige kan pifte kartoflerne med et par fed hvidløg).

Rødbede pesto  nordisk-burger-2

Nordisk Burger

Forb. tid 25 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 40 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 1 kg store kartofler
  • Olie
  • Salt og friskkværnet peber
  • 2 mellemstore rødbeder
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dl bredbladet persille
  • 4 spsk olivenolie
  • 50 g revet parmesan
  • 800 g hakket oksekød
  • 1 hovedsalat
  • 4 skiver groft brød
  • 1 pose frisk mozzarella

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 225°C. Skær kartoflerne i både. Læg dem i et jævnt lag på en bageplade, dryp med olie og krydr med salt og peber. Steg kartoflerne i ovnen i ca. 30 min. til de er sprøde.
  • Form imens 4 store flade hakkebøffer og steg dem ved kraftig varme 6-7 min. på hver side og krydr med salt og peber.
  • Skræl og riv rødbeden og pres væden fra (brug evt. handsker). Bland med knust hvidløg, hakket persille, olivenolie og parmesan. Smag til med salt og peber.
  • Bræk salaten i mindre stykker. Halvér brødene og rist dem sprøde. Lav en burger med salat, bøf, mozzarella i skiver og rødbedepesto. Server med sprøde ovnfritter.

 

Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.