Tommy Tart, butterdejstærte med tomater og ost

Tommy Tærte

Tommy tærte (Tommy Tart) er nok en af de nemmeste tærter, jeg har lavet. Samtidig er den både smagfuld og festlig i farverne.

For at denne ret skal lykkes, skal man ud og finde lidt forskelligt farvede tomater. Smagsmæssigt er det helt fint med gode røde tomater, men det ser mere indbydende ud, hvis man kan finde nogle gule og grønne tomater – og her går cherrytomater lige så godt til.

Med lidt godt fyld er der lidt pizza kombineret med tærte over retten. Kom pepperoni, en god salami eller stegte kyllingestykker i; så har man et fuldt velsmagende måltid.
Hvis man ikke kommer kød i retten, så passer den rigtig godt som tilbehør til steaks, en stegt svinemørbrad eller en godt krydret kyllingefilet.

Jeg har haft den med til et sammenskudsgilde, og den ser meget indbydende ud med de mange farvede tomater pyntet med basilikum.

Tommy Tærte
Forb. tid
15 min
Tilb. tid
25 min
Samlet tid
40 min
 
Antal: 4 personer
Ingredienser
  • 1 bakke blandede tomater (ca 250 g)
  • 1 pk butterdej
  • 150 g Philadelphia flødeost m. hvidløg og urter
  • 1 dl frisk basilikum
  • 75 g pepperoni eller salami (eller stegt kyllingefilet)
  • 100 g frisk mozzarella
  • 1 tsk groft salt (flagesalt)
  • Olivenolie
Sådan gør du
  1. Skær tomater i skiver og rul butterdejen ud på bagepapir.

  2. Smør Philadelphia på butterdejen. Efterlad en kant rundt uden flødeosten.

  3. Fordel halvdelen af det groft hakkede basilikum på flødeosten. Fordel tomater ovenpå og drys med groft salt.

  4. Skær pepperoni i halve og fordel blandt tomaterne. Riv mozzarella i mindre stykker og fordel over tomaterne. Drys med det sidste basilikum.

  5. Bag tærten ved 220°C i 20 til 25 minutter indtil kanten er gylden. Stænk en smule god olivenolie over og server tærten varm. 

 

Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

LIGNENDE INDLÆG

Har du spørgsmål eller en kommentar? Skriv her.