Panini med prosciutto og mozzarella | 6pm.dk

Panini | courgette, prosciutto og mozzarella

Panini er en af de nemmeste og samtidig en af de bedste sandwich, som man kan lave hjemme. Denne panini er helt simpelt et lækkert flutes med fyld af pesto, rucola, courgette, prosciutto crudo, friske tomater og mozzarella, som er grillet til en flad sandwich.

Der er næsten uendelige variationer, så en panini kan tilpasses til alle smagsløg og hvad man lige har i køleskabet. Se forskellige variationer nedenfor.

Som flutes brugte jeg et ciabatta flutes fra bageren og det virker rigtig fint. Men alle typer flade boller eller flutes kan bruges i toastmaskinen. Er der tid, er det optimale selvfølgelig at bage disse lækre ciabatta flutes og bruge dem. Bruger man den opskrift, skal der laves 6-8 flutes af dejen, så de ikke bliver for store.

Er jeg meget entusiastisk, bruger jeg også 10 minutter på at røre denne hjemmelavede pesto sammen. Så bliver det ikke meget bedre.

Jeg bruger en toastmaskine, som har en panini indsats. Men man kan også grille sin panini i ovnen i 10 minutter ved 200°C. Kunsten er at få gjort sandwichen flad under en tung bageplade eller et ovnfast fad

Panini | 6pm.dk

 

Panini med courgette, prosciutto og mozzarella

Antal 4 personer

Ingredienser

  • 4 flutes, sandwich størrelse
  • 1 courgette
  • Olivenolie
  • 1 glas grøn pesto
  • 1 ps rucola salat
  • 4 skiver prosciutto crudo (tørret italiensk skinke)
  • 1 frisk mozzarella (ca 125 g)
  • 2 tomater

Sådan gør du

  • Skær courgetten i skiver på langs og steg dem let gyldne på en pande.
  • Skær flutes over og smør med pesto. Saml panini med skyllet rucola salat, skinke, courgette, mozzarella i skiver og tynde skiver tomat.
  • Rist panini i en toastmaskine til brødet er gyldent og osten er smeltet. Serveres varme.

Noter

Variationer:
Brødet kan være et baguette, en flad bolle, et ciabatta flutes og sågar rugbrød.
Brødet smøres med grøn eller rød pesto, smør, mayonnaise eller et tyndt lag olivenolie.
Grøntsagerne kan være aubergine, æble, avocado, spinat, rødløg og så videre.
Fyldet kan være pepperoni, kylling, skinke, salami og generelt alle slags kødpålæg.
Osten skal være en smelteost, så revet ost, frisk mozzarella, cheddar og lignende virker godt. 
Krydder for eksempel med frisk timian, basilikum, oregano, salvie eller rosmarin.
Kun fantasien sætter grænser for den perfekte panini. 

 

Hvis du vælger at lave denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

GemGem

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.