Go Back Email Link

Kyllingesalat med kalkunbacon, butterbeans og ovnbagte tomater

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet tid 45 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 400 g cherrytomater
  • Olivenolie
  • 2 rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 chili
  • 4 æg
  • 1 pk kalkunbacon
  • 400 g kyllingefilet
  • 1 ps babysalat *
  • 1 ps feldsalat
  • ½ dl frisk oregano
  • 150 g hvide bønner (drænet vægt)
  • Godt brød eller rugkiks

Sådan gør du

  • Skær cherrytomater i halve og læg dem i et ovnfast fad. Dryp med olivenolie og salt. Kom fadet i en kold ovn og tænd ovnen på 150°C varmluft. Bag tomaterne i ca. 30 minutter, til de begynder at tage farve.
  • Skær rødløg og hvidløg i skiver. Skær toppen af en chili og halver den. Kom det hele i en gryde og dæk løgene lige præcis med olivenolie. Lad dem simre i 20 minutter ved svag varme, uden at de tager farve. Tag chili ud inden servering.
  • Kog æggene i 7 minutter og køl dem straks i iskoldt vand.
  • Steg kalkunbacon sprødt i lidt olivenolie og læg dem på et stykke køkkenrulle. Knæk dem i grove stykker, når de er en smule afkølede.
  • Steg eller grill kyllingefilet** i lidt olivenolie ca 5-6 minutter på hver side og krydr med lidt salt og peber. Lad fileterne afkøle en smule og skær dem i strimler inden servering.
  • Skyl salat og oregano og dræn bønnerne.
  • Anret salaten med salat, oregano, æg i kvarte, kylling i strimler, bacon i grove stykker, bønner og bagte tomater. Dryp salaten med løg i olie og pynt med lidt frisk oregano. Afslut med lidt groft salt og friskkværnet peber. Server med godt brød til.

Noter

* Kom salaten i iskoldt vand i 10 minutter, inden det slynges tørt. Så bliver det mere friskt.
** Jeg foretrækker at halvere kyllingefilet på den lange, smalle led, efter de har stegt et par minutter på hver side. Så bliver der to tynde fileter ud af hver filet. Husk at holde rå kylling adskilt fra salaten.