Shakshuka med chorizo og spinat | 6pm.dk

Shakshuka med Chorizo og Spinat

Hvis man ikke kender Shakshuka, er man nødt til at prøve retten til en hjemmelavet luksusbrunch. Retten består af en krydret tomatsauce med pocherede æg, som både er nem at lave og som smager virkeligt godt. Shakshuka laves af ganske simple ingredienser og er et fremragende alternativ til de traditionelle æg og bacon.

Shakshuka er en nordafrikansk specialitet, men det skal ikke afskrække nogen fra at lave retten. Den kræver nemlig kun ganske almindelige ingredienser og ganske lidt arbejde. I sin mest simple udgave er det egentlig blot en tomatsauce med chili, løg, hvidløg og æg. Sammen med lidt krydret chorizo og lækkert spinat opstår et godt måltid som en del af en god og solid morgenmad. Retten er faktisk så god, at den sagtens kan serveres som et hurtigt aftensmåltid.

Som med de fleste retter, er der også her rig mulighed for at eksperimentere. De fleste grøntsager kan fint komme i sammen med forskellige pølser eller bacon. Den helt store styrke i denne ret er den nemme måde at tilberede lækre æg.

Tips og tricks

Tricket til denne ret er at lave små fordybninger i saucen og forsigtigt slå æggene ud i dem.

Går det lidt langsomt med at få æggene færdige, kan jeg godt finde på at “snyde” ved at lægge et låg over panden.

Tilbehør

Avocado passer perfekt til denne ret. Faktisk så godt at det næsten er en nødvendighed for at få det maksimale ud af retten.

Retten kan pyntes med feta og oliven, hvis man er til det. Og så passer bredbladet persille også meget godt til smagen.

Hvis retten står alene, hører der lidt brød til som for eksempel pitabrød eller fladbrød.

 

Shakshuka med chorizo og spinat
Forb. tid
10 min
Tilb. tid
20 min
Samlet tid
30 min
 
Antal: 4 personer
Ingredienser
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • ½ spsk spidskommen
  • ½ spsk røget paprika (eller almindelig)
  • 1 spsk olivenolie
  • 2 røde peberfrugter
  • ½ chili (efter smag)
  • 100 g chorizo
  • 2 håndfulde spinat (eller 2 klodser frossen spinat)
  • 1 ds flåede tomater
  • Salt og friskkværnet peber
  • 4 æg
Tilbehør og Topping
  • 50 g feta
  • Oliven
  • Bredbladet persille
  • 2 avocado
Sådan gør du
  1. Hak løg og hvidløg fint og steg det olivenolie sammen med spidskommen og røget paprika til løgene er klare.

  2. Tilsæt røde peberfrugter i tern, finthakket chili efter smag og chorizi i skiver og steg i 5 minutter.

  3. Hak de flåede tomater på et skærebræt og tilsæt dem til blandingen sammen med spinat. Steg videre i 5 minutter til spinaten er faldet sammen. Smag til med salt og peber.

  4. Lav 4 fordybninger i saucen og slå et æg ud i hvert. Lad retten stege til æggene er færdige.

  5. Pynt med feta, som mases mellem to fingre. Oliven uden sten, som også mases let mellem to fingre. Hakket bredbladet persille og avocado skåret i skiver.

Noter

Tomatsaucen kan laves på forhånd og gemmes på køl i 2 dage eller i fryser i op til 2 måneder.
Bruges tomatsaucen fra køl, skal den varmes igennem inden æggene kommer i.
 

Shakshuka kan også tilberedes i ovnen:
- Tænd ovnen på 200 grader
- Følg opskriften indtil tomatsaucen er smagt til med salt og peber.
- Hæld tomatsaucen (en eller flere portioner) i et ovnfast fad.
- Lav 4 eller flere fordybninger i saucen og slå et æg ud i hvert. Lad retten stege i ovnen i 5-10 minutter til æggene er færdige.
- Pynt og server med en frisk avocado.

 

croque madame & croque monsieur med pocherede æg og friske tomaterFind flere ideer til en lækker brunch her. F.eks. en klassisk Croque Monsieur.

Jeg så første gang retten hos madpaletten.dk, hvor man finder både nem hverdagsmad og lækkert bagværk.

Hvis du vælger at lave denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

Har du spørgsmål eller en kommentar? Skriv her.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.