Italienske Boller di Chano | 6pm.dk

Sprøde Italienske Boller di Chano

Denne opskrift giver de sprødeste og lækreste durumboller, som er helt på højde med de bedste italienske ciabatta brød – og så er de ovenikøbet nemme at lave. Med ganske få ingredienser får man boller, der er sprøde udenpå og dejligt bløde indeni – og som en lille bonus, så smager de fantastisk.  

Processen frem til den perfekte bolle

En god kollega, Chano, bager dette morgenbrød til os på arbejdet. Selvom jeg fik luret opskriften af, så tog det mig alligevel en del forsøg, før jeg fik processen og ingredienserne på plads, så jeg kommer så tæt som muligt på Chanos resultat. Der blev leget med forskellige mel/vand forhold, hævetider og temperaturer og typer mel. Ungerne syntes, det var fantastisk at skulle teste morgenbrød hver dag. 

Italienske Boller di Chano | 6pm.dk

Ikke at opskriften er svær – overhovedet ikke – men fordi der er så meget vand i dejen, skal processen følges nøje for at få lidt fylde i bollerne. Til gengæld får man nogle dejlige boller, som også er gode mange timer efter, at de er bagt.

Tips

Opskriften på italienske boller er en god kombination af den klassiske ciabatta opskrift med en meget våd fordej, der langtidshæver og så opskriften på italienske panini-boller. Vand til mel forholdet er ret højt, og det giver en meget våd dej. Derfor er det vigtigt at tilføre mere mel til dejen om morgenen, når den vendes i rigeligt mel. Ellers ender bollerne som meget flade eller pyramideformede.

Italienske Boller di Chano | 6pm.dk

Disse boller skal også bages forholdsvist hårdt, så der kommer den helt rigtige sprøde og let seje overflade. Så det kræver en fin balance for at få en god mørk farve, uden at de får for meget.

Sprøde Italienske Boller di Chano

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Hævetid 12 timer
Samlet tid 12 timer 20 minutter
Antal 16 boller

Ingredienser

  • 6 dl koldt vand
  • 7 g gær
  • 150 g durummel
  • ½ tsk sukker
  • 1 spsk groft salt
  • 600 g hvedemel

Næste morgen

  • 1 dl hvedemel (ca 60 g)

Sådan gør du

  • Opløs gæren i koldt vand. Tilsæt durummel og ælt dejen.
  • Tilsæt sukker og salt.
  • Tilsæt hvedemel lidt af gangen og ælt til dejen lige har samlet sig – ikke længere.
  • Dæk skålen med husholdningsfilm og lad den stå ude på køkkenbordet natten over (12-15 timer).

Næste morgen

  • Hæld godt med mel på bordet og vend dejen ud. Vend dejen ind over sig selv en 5-6 gange og læg dejen tilbage i skålen. Drys dejen med det overskydende mel fra bordet.
  • Lad dejen efterhæve en time.
  • Form 14-16 boller groft med dejskraberen og læg dem på to bageplader med bagepapir.
  • Sæt et lille ovnfast fad med vand i bunden af ovnen (eller dampovn 60%) og bag bollerne ved 250°C varmluft i 17-20 minutter*, til de har fået en god brun farve.

Noter

* For en endnu sprødere bolle kan man komme lidt vand på overfladen efter ca. 10 minutter.

Bollerne passer perfekt til en god brunch. Prøv dem sammen med en portion bagte æg med chorizo og tomater:

Bagte æg og tomater | 6pm.dk

Hvis du vælger at lave denne opskrift, så fortæl mig gerne om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og “tag” mig på Instagram med #6pm_dk.

6 Kommentarer

  1. Steen Tidmand

    Fantastisk beskrivelse af hvorledes Chano bager boller. Som jeg stadigvæk øver. Nu bliver det nemt med din beskrivelse. Tak.
    Steen

    • ?? Velbekomme. De er nemlig rigtig gode, og man skal lige prøve et par gange, før man rammer den helt rigtige formel ?

  2. Silvana carillo

    Hvilken slags hvedemel giver det bedste resultat sammen med durummel, er det tipo 00 eller manitoba eller ølandshvedemel.på forhånd tak.
    Vi Silvana

    • Christian @6pm

      Lige præcis til denne opskrift bruger jeg faktisk helt standard hvedemel. Tipo 00 og Manitoba er ekstra fint hvedemel, som har et højt indhold af gluten, der hjælper til en smidig dej og en sprød skorpe. Det kan ganske sikkert også bruges her 😃

  3. Har lavet bollerne og de var super gode. Kan man også dele dejen op og lave ciabatta brød. Synes din operist er rigtig godt nemlig

    • Christian @6pm

      Hej Freja. Jeg er glad for, at du kan lide opskriften 😃 Og ja, det kan du sagtens. Jeg har brugt dejen til både flutes og franskbrød. Flutes skal have ca. samme tid i ovnen, og et franskbrød skal have ca. dobbelt så lang tid. Med denne dej, der er ret blød, skal der bruges godt med mel på bordet til at forme grove flutes.

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.