Ostebord | 6pm.dk

Ostebord

Et lækkert ostebord er godt til både en gæstemiddag og til en fredag aften. Jeg sammensætter det af gode oste og pølser, friske grøntsager og lidt pesto.

Et ostebord kan være utroligt lækkert og så er det forholdsvist nemt at gå til alt efter graden af hjemmeproduktion. Jeg kan godt lide et godt brød til, som jeg selv bager, men et frisk og sprødt flutes fra bageren er bestemt ikke af vejen. Der skal også være nogle sprøde kiks eller rugbrødschips til.

Oste

Vi har selvfølgelig nogle favoritoste og en maksimal styrke, som vi gider spise. Alt efter om det er en afslappet fredag aften med et stille glas rødvin eller om der er gæstebud, så sammensætter jeg ostene efter smag og behag og derefter sammensættes tilbehør og pynt. Er der en stærk ost, skal der også være en stærk løgkompot. Der skal også være den klassiske emmentaler, en god brie, en hård ost og en god skæreost, som dog godt må være lidt kraftigere end den normale morgenmadsost. Der skal helst være lidt farvespil på ostene, som gør det endnu mere indbydende.

Ostebord | 6pm.dk

Pølser og skinke

Pølserne er også en blanding af spegepølser med smag og noget godt italiensk skinke. Normalt bruger jeg en til to forskellige pølser og en italiensk skinke. En krydret paté og cornichoner er også et must på bordet hjemme hos os.

Ostebord  | 6pm.dk

Tilbehør

Tilbehøret er vigtigt for mig. Jeg laver næsten altid en grøn basilikumspesto, som er perfekt til at smøre på brødet sammen med både ost og pølse. Den rustikke oliventapenade er også lækker som tilbehør til pølser og skinken. Jeg bruger en gammel opskrift på løgkompot med snaps, som altid kommer på bordet, når der er gæster. Den er vildt god sammen med en stærk ost. Der skal også være noget sødt, og her bruger jeg oftest valnødder i honning. En hjemmelavet figenkompot står på ønskelisten til et ostebord.
Det grønne pynt er for eksempel selleristængler, rød peberfrugt i ringe, vindruer og cornichoner til patéen.
Der skal også være oliven til, hvor mine foretrukne er Oliven á la Grecque eller Nicoise Oliven, hvis man ikke er til de tørrede, salte oliven.

Drikkevarer

Det kommer lidt an på stemningen, så det kan være alt fra øl og snaps til hvidvin. Personligt foretrækker jeg en kølig italiensk hvidvin til ostebordet, men en flaske god rødvin kan så sandelig også gå an.

Ostebord  | 6pm.dk
Fredags-Ostebord

Hjemmelavet tilbehør

Med et ostebord kan meget købes færdigt, så jeg kun skal anrette og skære ud. Men hvis jeg har tiden, laver jeg gerne det meste selv.
Mine faste indslag er:
– Et godt flutes: fransk flutes eller durum flutes med solsikkekerner,
Grøn basilikumspesto,
Rustik oliventapenade,
Valnødder i honning
Løgkompot med snaps

Skal det være lidt afvekslende, kan jeg finde på at tilføje en lille tapasret, som for eksempel de nemme Krydrede Pølsehorneller Laks med Rygeost.

Ostebord
Samlet tid
30 min
 
Antal: 4 personer
Ingredienser
Oste
  • 1 skæreost, ekstra lagret
  • 1 brie eller rødkit
  • 1 emmentaler
  • 1 gouda, f.eks. med chili
  • 1 stærk ost, f.eks. blåskimmel
  • hård ost, f.eks. Manchego eller Vesterhavsost
Pølser og Skinke
  • 1 spegepølse, f.eks. peber- eller okse-
  • 1 krydret pølse, f.eks chorizo
  • 1 bk Prosciutto Cotto og/eller Crudo
  • 1 krydret paté
Brød
  • Flutes
  • Rugbrødschips
  • Kiks
Tilbehør
  • Grøn basilikumspesto *se opskrift nedenfor
  • Oliventapenade *se opskrift nedenfor
  • Valnødder i honning *se opskrift nedenfor
  • Løgkompot *se opskrift nedenfor
Grønt
  • Peberfrugt
  • Selleri
  • Tomater
  • Cornichon
  • Vindruer
  • Oliven

Hvis du vælger at lave denne opskrift, så fortæl mig gerne om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og “tag” mig på Instagram med #6pm_dk

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.