Krydrede pølsehorn

Denne simple blanding af brød og en pølse er perfekt til børnene, men kan faktisk også laves i en version, så de lidt større også får en smagsoplevelse. De er nemme at lave og ser festlige ud til fødselsdagsbordet, til frokosten og picnic’en eller i madpakken. Basisopskriften på brødet er ens, men til den “voksne” udgave bruger jeg mere krydrede pølser og de smagfulde fennikelfrø sammen med parmesanost. Frøene giver en meget letgenkendelig smag, som jeg er tosset med. Opskriften er baseret på Jamie’s meget nemme pølsehorn med butterdej, som bestemt også kan anbefales.

Lav en dobbeltportion og frys dem ned. Så er der til mange fredagsmadpakker.

Krydrede pølsehorn
Forb. tid
1 t
Tilb. tid
10 min
Samlet tid
1 t 10 min
 
Antal: 12 pølsehorn
Ingredienser
  • 1 dl sødmælk
  • 1,5 dl kærnemælk
  • 25 g gær
  • 75 g smør
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 1 spsk tørret oregano
  • 100 g fuldkornshvedemel
  • 300 g hvedemel
Fyld til børnene
  • 6 wienerpølser
Fyld til de voksne
  • 12 krydrede brunchpølser
  • 2 tsk fennikelfrø
  • 100 g revet parmesan
  • Sammenpisket æg
  • Sesamfrø og nigellafrø
Sådan gør du
  1. Opløs gæren ud i håndvarm mælk og tilsæt kærnemælk, smeltet smør, salt, sukker og oregano.
  2. Rør fuldkornshvedemel i
  3. Tilføj hvedemel lidt ad gangen og ælt dejen.
  4. Lad dejen hæve lunt under et viskestykke i 30 minutter.
  5. Slå dejen ned og rul den ud i en cirkel med en diameter på ca. 30 cm. Del dejen i 12 lige store stykker (jeg bruger en pizzaskærer). Kom en 1/2 wienerpølse eller en brunchpølse på hvert stykke, drys med fennikelfrø og parmesan og rul sammen til et horn.
  6. Læg hornene med samlingen nedad og lad dem hæve tildækket 15 minutter.
  7. Pensl hornene med sammenpisket æg og drys med sesamfrø og/eller nigellafrø og bag pølsehornene ved 220°C i 12 minutter.
Noter

Mulighederne med pølsehorn er næsten uendelige. Prøv med forskellige krydderier; chili, karry, hvidløg osv. Dryp med olivenolie eller ketchup. Brug en skive skinke rullet om en skive ost i stedet for en pølse. Eller brug et stykke kylling. Når dejen først er lavet, er det bare med at eksperimentere.

 

Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

poelsehorn

poelsehorn

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.