Græske frikadeller med græsk salat og tzatziki

Græsk salat og tzatziki smager simpelthen fantastisk og bringer altid gode minder frem fra talrige ferier på Rhodos, Kos og Kreta. Vi elsker det græske køkken næsten lige så meget som det italienske. Nyder man en dejligt glas koldt hvidvin til disse græske frikadeller, er det næsten som at være der selv. Den hemmelige ingredienser i frikadellerne er danskvand, som giver en dejlig luftig frikadelle og havregryn, som gør dem mindre klæge. Kartoflerne er udeladt, da den græske salat med lækkert brød til fylder meget godt. Men kan man ikke undvære sine kulhydrater, så passer paprikakrydrede ovnstegte kartofler meget godt til.

Den lækkert cremede tzatziki er en favorit herhjemme og nok den eneste ret med hvidløg, som min mor kan lide. Det fortæller meget om, hvor lækker den er. Tzatziki er super simpel, men passer til utroligt meget og nogen vil mene, at man nærmest kan spise den for sig selv.

tzatziki

Jeg elsker den lidt rustikke tilgang til maden, som man ser hos Jamie. Også i denne autentiske græske salat, bliver tomaterne skåret lidt groft og løgene skåret i lidt store ulige stykker. Det ser mega godt ud og endnu vigtigere, så giver det gode store stykker til at løfte tzatzikien med.

graesk-salat

Græske frikadeller med græsk salat og tzatziki
Forb. tid
1 t 30 min
Tilb. tid
30 min
Samlet tid
2 t
 
Antal: 4 personer
Ingredienser
Frikadeller
  • 500 g hakket kalv og flæsk
  • 1 ½ tsk salt
  • 1 dl hvedemel
  • ½ dl havregryn
  • 1 lille løg
  • 1 spsk spidskommen
  • 1 tsk oregano
  • 1 tsk frisk timian
  • 1 æg
  • 1 dl danskvand
  • 1 dl mælk
  • 150 g salattern
  • Groftkværnet peber
  • Olie eller smør til stegning helst smør
Tzatziki
  • 1 Agurk
  • Salt
  • 3 fed hvidløg
  • 1 liter yoghurt naturel eller 500 g græsk yoghurt
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 spsk eddike
  • Peber
Græsk salat
  • 4 tomater
  • 200 g cherry tomater
  • 1 rødløg
  • 1 agurk
  • 1 grøn peber
  • 1 håndfuld sorte oliven uden sten
  • Havsalt
  • 1 pakke feta
Tilbehør
  • Godt brød
Sådan gør du
Frikadeller
  1. Rør kødet sejt med salt. Riv løget på et rivejern. Tilsæt mel, havregryn, løg, spidskommen, oregano, timian, æg og halvdelen af væden, og rør farsen godt sammen.
  2. Lad den hvile minimum 10 minutter (gerne i 1 time) og rør resten af væden i lidt ad gangen til farsen har en passende konsistens.

  3. Bland med smuldrede salattern og krydr med groftkværnet peber. Form farsen til frikadeller med en ske og steg dem i rigeligt fedtstof på en middelvarm pande 4-5 minutter på hver side.
Tzatziki
  1. Lad yoghurten trække i et kaffefilter 1/2 times tid for at dræne den for vand. Skal det gå hurtigt anvendes græsk yoghurt.

  2. Skræl agurken og riv den groft. Drys med salt og lad den stå 10 minutter. Hæld saften fra.
  3. Rør yoghurten med presset hvidløg, olivenolie, lidt eddike, salt og peber og vend agurken i.
  4. Lad tzatzikien trække i 1 time i køleskabet.
Græsk salat
  1. Skær agurk, tomater og peberfrugt i ujævne mundrette størrelser. Skræl evt. agurken. Jeg river skrællen med en gaffel, fordi det ser lidt sjovt ud. Pil løget og skær det i lidt store stykker.
  2. Bland salat, oliven og feta og drys med havsalt.

graeske-frikadeller

Der er åbenbart fire formastelige frikadelle-fejl, som alle laver? Undgå dem ved at læse her først. I princippet skal du bare bruge kalv og flæsk (✓), røre kødet sejt (✓), rive løget (✓) og vende frikadellerne, når de har fået nok.

Tip
Gider man ikke pille hvidløg, kan man gøre som Jamie og presse dem uden at pille dem først. Det virker ikke rigtig for mig, så jeg har på et tidspunkt købt en plastikdims, hvor man ruller fedene og så er de pillet så nemt som ingenting. Skal man pille mange hvidløg, kan man med fordel smide fedene i gryde med låg, ryste gryden voldsomt og voila, så er der pillede hvidløgsfed.

hvidloeg1
Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

GemGem

GemGem

GemGem

Har du spørgsmål eller en kommentar? Skriv her.