Enchilada med Kylling | 6pm.dk

Enchiladas med kylling

Nemme enchiladas, som er en traditionel mexicansk ret med tortillas fyldt med en lækker sauce og kylling.

Dette er en af mine ældste og mest brugte opskrifter i min gamle opskriftsbog. Den er nem, hurtig og så smager den bare godt. Alle kan lide mexicansk mad og specielt disse enchiladas med kylling er en klar favorit i hele familien.

Enchiladas con Pollo

Disse enchiladas er lavet med kylling, som er stegt og derefter revet med to gafler. Det giver en helt speciel struktur i kødet, som bruges i mange mexikanske retter og for eksempel tarteletter. Det kan godt være lidt hårdt at rive kyllingefileterne, og normalt er det et arbejde, der bare skal overstås. Tricket er at komme kyllingekødet i røremaskinen med en dejspade og så lade den køre i 1 minuts tid på laveste hastighed, og så har man på ingen tid og med næsten intet arbejde pulled chicken. Det virker både med kogt og stegt kylling. Så bliver det ikke meget nemmere!

Tortilla

Mexicanske madpandekager “tortillas” er normalt lavet på majsmel, men jeg bruger oftest tortillas lavet på hvedemel fra supermarkedet. Men kan man finde – eller måske selv lave – majstortillas, så er det den foretrukne.

Chili

I denne ret er der et par chili i saucen. Jeg er jo ret vild med chili, mens resten af familien er mindre tilvænnet til styrken. Så derfor laver jeg mine enchiladas, så alle kan spise dem. De behøver ikke være super stærke. Til gengæld kan jeg styre styrken bagefter med jalapenos og min chiliolie, som dryppes over min enchilada.

Jeg bruger hele, friske chili, som er hakket fint. Nogle gange griller jeg også chilien lidt sort og fjerner skindet, inden jeg hakker den og kommer den i retten. Det giver en lidt mildere chilismag.

Chili Olie | 6pm.dk

Enchiladas med kylling

Den bedste opskrift udenfor Mexico
Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 40 minutter
Samlet tid 1 time
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 4 stk kyllingefilet
  • 1 spsk olie
  • 1 løg
  • 1 tsk spidskommen
  • 1-2 røde chili efter smag og behag (eller 1/2 tsk chiliflager)
  • 2 fed hvidløg
  • 1 ds hakkede tomater (eller passata)
  • dl hønsebouillon
  • 1 tsk italiensk krydderi* (eller ½ tsk oregano og ½ tsk basilikum)
  • Salt og friskkværnet peber
  • 8 store tortillas
  • 125 g revet ost (mozzarella eller cheddar)

Topping

  • ½ bdt forårsløg
  • 1 chili
  • 2 avocado
  • Evt. Creme Fraiche
  • Evt. Salsa**

Sådan gør du

  • Forvarm ovnen til 200°C.
  • Steg kyllingefileterne brune i lidt olie. Halver fileterne på langs og steg indersiden. Når de er gennemstegte rives fileterne i mundrette bidder med to gafler.
  • Hæld olie i en gryde og steg finthakkede løg i 2 minutter til de er klare. Tilsæt spidskommen, fintsnittede chili og presset hvidløg og steg videre i 2 minutter.
  • Blend de hakkede tomater og kom dem i gryden sammen med hønsebouillon, det italienske krydderi og salt og peber. Lad det simre i 10 minutters tid, mens kyllingefileterne rives.
  • Tag 1 dl af saucen fra i en skål.
  • Tilsæt kyllingen til saucen og lad den simre, mens tortillaerne forberedes.
  • Varm en tortilla på panden inden den lægges i det ovnfaste fad, som er smurt let med olivenolie. 1/8 af sauce og kylling lægges i tortillaen og den rulles. Gør det samme med de sidste 7 tortillaer.
  • Fordel saucen uden kylling over tortillaerne og derefter drys med revet ost.
  • Retten gratineres i ovnen i 20 minutter eller indtil osten har fået farve.
  • Top enchiladas med avocado, finthakkede forårsløg og evt. lidt friske chili alt efter smag og behag. Serveres varme sammen med creme fraiche og salsa.

Noter

*Nem opskrift på hjemmelavet italiensk krydderi
**Salsa købes eller laves efter denne opskrift på frisk tomatsalsa
Skal der serveres nachos on the side med guacamole, er her min bedste opskrift på guacamole

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.