Mørbradgryde med Pommes Røsti | 6pm.dk

Mørbradgryde med Pommes Røsti

Cremet mørbradgryde med god smag og kun 8 ingredienser. Dette er nok den nemmeste opskrift på en virkelig lækker gryderet, som alle kan lide.

“Det smager fantastisk – altså sådan seriøst fantastisk”

Større ros kan man ikke få fra børnene, når man serverer en gryderet sammen med kartofler og rå broccolisalat. Og den smager virkelig godt. Jeg syntes jo ikke bacon og fløde er snyd som sådan, men der er da ingen tvivl om, at det løfter denne ret til noget specielt godt. Der er selvfølgelig mulighed for at skifte piskefløden ud med madfløde og bacon med kalkunbacon. Så er den ikke helt så tung uden at det går ud over den gode smag.

Hverdagsmad eller gæstemad

Denne ret virker lige så godt en hurtig hverdagsaften som til en aften med gæster. Broccolisalaten er festlig på bordet og de sprøde Pommes Røsti er både nemme og gode. Skal man have gæster, kan broccolisalaten laves på forhånd og både kartofler og gryderetten passer lidt sig selv.

Pommes Røsti

Denne udgave af de revne kartofler i ovn er super simpel og velsmagende. Der kan kommes alt muligt i kartoflerne for at samle og give smag, men lige præcis til denne gryderet, passer kartofler med en smule sellerirod perfekt. Er man ikke til selleri, kan den erstattes af finthakkede løg.

Fordi kartoffelmassen ikke skal formes til små kager, er der ikke behov for æg til at samle. Men har jeg lyst til at lave små kartoffelarrangementer, så kommes der et æg i til at holde sammen på kartoflerne.

Mørbradgryde med Pommes Røsti

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 45 minutter
Samlet tid 1 time
Antal 4 personer

Ingredienser

Pommes Røsti

  • 1 kg bagekartofler
  • 200 g sellerirod
  • ½ tsk salt og friskkværnet peber
  • 3 spsk olivenolie

Mørbradgryde

  • 1 svinemørbrad (ca. 600 g)
  • 1 dl hvedemel
  • 4 spsk olivenolie
  • 100 g bacon
  • 1 løg
  • 500 g champignon
  • ½ bdt frisk timian (el. 2 tsk tørret)
  • 3 dl svinebouillon
  • dl piskefløde (el. madfløde)

Broccolisalat

  • 1 broccoli
  • 2 dl græsk yoghurt 10%
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 tsk dijonsennep
  • ½ dl hakket persille
  • Groft salt og friskkværnet peber

Sådan gør du

Pommes Røsti

  • Tænd ovnen på 200°C
  • Skræl kartofler og sellerirod og riv dem på et rivejern. Pres væsken fra med hænderne og bland kartofler med salt og peber.
  • Kom et stykke bagepapir på en bageplade og fordel 1½ spsk olivenolie på papiret. Kom kartoflerne over i et ensartet lag. Pensl kartoflerne med resten af olien. Drys med lidt ekstra peber. Sæt bagepladen i ovnen på 200°C i 45 min.

Mørbradgryde

  • Puds mørbraden og skær den i 2 cm tykke bøffer. Snit løg fint og skær champignon i skiver.
  • Vend kødet i mel og brun det 2-3 minutter på hver side ved god varme i en gryde med 2 spsk olivenolie til det har fået farve. Læg kødet til side.
  • Steg bacon i mindre stykker til det begynder at tage farve. Kom resten af olien ved og steg løg og champignon i 5 minutter ved middel varme.
  • Tilsæt bouillon, fløde, timian til gryden og kom kødet tilbage i gryden. Lad det simre 15 minutter.

Broccolisalat

  • Skyl broccolien og del den i store buketter. Skær buketterne i tynde skiver med en skarp kniv.
  • Bland græsk yoghurt med olivenolie, sennep, persille og salt og peber. Gem evt. lidt persille som pynt.
  • Fordel broccoli i et fad og vend dressingen i. Stil på køl indtil den skal serveres.

Servering

  • Skær Pommes Røsti i mindre firkanter og server sammen med broccolisalat og den varme mørbradgryde pyntet med en smule frisk timian.

Opskriften er inspireret af mit favoritmadblad Spis Bedre. Godt blad til at få gode ideer til aftensmaden – og kager.

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.