Jeg fik engang en amerikansk krydderiblanding til at krydre en kylling med inden stegning i ovn; også kaldet et “chicken rub”. Den fik kyllingen til at smage helt fantastisk, og jeg har søgt efter en tilsvarende blanding lige siden, jeg løb tør.
Jeg har efter flere forsøg skudt mig ind på to forskellige blandinger, som hver for sig smager rigtig godt. Den første er den, der kommer nærmest på den amerikanske og afhængig af ens smagsløg, kan man bruge mere eller mindre chilipulver til at give en god stærk smag. Udgaven med fennikelfrø er ikke nær så stærk, men giver også en meget lækker krydret smag.
Normalt skærer jeg kyllingen ud i 10 stykker og tilbereder den i ovnen som en lørdagskylling (for os, der kan huske den). Denne gang er den lavet hel og derefter klippet ud i lår, bryst og vinger.
Når man bruger et rub som denne, er det bedste at løsne skindet på lår og bryst med en finger og fordele krydderiblandingen direkte på kødet, inden skindet lægges tilbage. Gør man det, skal man kun bruge 1/2 portion pr. kylling. Denne blanding kan sagtens lægges udenpå kyllingen og tilberedes direkte i ovnen. Den giver en meget god smag til kødet.
Chicken Rub
Ingredienser
Chicken Rub #1 dejligt stærk
- 1 tsk salt
- 1 tsk chili pulver
- 1 1/2 tsk paprika
- 1/2 tsk peber
- 1 tsk hvidløgspulver
- 1 tsk spidskommen
- 1 tsk cayenne peber
- 1/4 tsk muskatnød
Chicken Rub #2 dejligt krydret, men ikke stærk
- 2 tsk fennikelfrø
- 1 tsk paprika
- 1 tsk spidskommen
- 1 tsk hvidløgspulver
- 1 tsk salt
- 1/2 tsk peber
Sådan gør du
- Bland ingredienserne til Chicken Rub #1 eller #2 og masser det på kyllingens lår, bryst og vinger.
- For Chicken Rub #2 skal fennikelfrø knuses i en morter eller på et skærebræt, inden de blandes med resten af ingredienserne.
Noter
Er man mere til den krydrede mexicanske udgave, kan denne taco krydderiblanding også bruges til kyllingen.
Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk.