Gullaschsuppe | 6pm.dk

Krydret Gullaschsuppe

Gullaschsuppe er en af mine favorit supper. Mest fordi jeg elsker krydret mad, der smager af noget, men også fordi den varmer fantastisk på en halvkold vinterdag. Den ligger ikke så langt fra en ungarsk gullash i smagen, men den har også varmen fra en god suppe.

Denne suppe smager også lidt af vinterferie, fordi næsten alle restauranter på skisportstederne i Østrig, og sikkert også andre steder i det område, har deres helt egen gullaschsuppe. Så jeg har været igennem en del supper og denne opskrift er den, som kommer tættest på min “perfekte” gullaschsuppe.

Som til næsten alle supper, hører der godt brød til, så man kan få det sidste af suppen op. Jeg bager af og til et lækkert fuldkornsflutes til, men lige så ofte er det et frisk flutes fra bageren.

Krydret Gullaschsuppe
Forb. tid
20 min
Tilb. tid
50 min
Samlet tid
1 t 10 min
 
Antal: 4 personer
Ingredienser
  • 400 g oksekød i tern
  • 150 g bacon
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • Smør til stegning
  • 4 gulerødder
  • 1 rød peber
  • 1 tsk røget paprika*
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk kommen
  • 2 ds flåede tomater
  • 3 soltørrede tomater (eller 2 spsk konc. tomatpure)
  • 8 dl oksebouillon
  • 8 dl grøntsagsbouillon
  • 2 bagekartofler
  • Salt og friskkværnet peber
  • Creme Fraiche til servering
  • Godt brød
Sådan gør du
  1. Skær bacon i tern og steg det gyldent i en gryde. Sæt bacon til side. 

    Skær løg i store tern og snit hvidløg fint. Steg løgene blanke i lidt smør og sæt dem til side.

  2. Brun kødet sammen med paprika og spidskommen. Læg bacon og løg tilbage i gryden.

  3. Hak de flåede tomater og de soltørrede tomater. Tilsæt dem sammen med bouillon, kommen, salt, peber, rød peber i store tern og gulerødder i skiver.

  4. Kog i 30 minutter.

  5. Skær kartofler i tern og tilsæt dem til suppen. Kog yderligere 20 min før servering.

  6. Smag til med salt og peber og server med creme fraiche og godt brød.

Noter

*Har du ikke røget paprika, skal der 1 tsk almindelig paprika plus lidt chili i retten for at give den styrke; helst en frisk hakket chili.

Jeg bruger altid hele flåede tomater og hakker dem selv. Det tager 10 sekunder ekstra, men giver bedre tomater.

Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig 😃