Chipotle Chili og Røget Paprika

Jeg elsker chili. Så er det sagt.

Det er et fantastisk krydderi, som kan bruges i stort set alt fra morgenmad til frokost og aftensmad. Det giver fylde og smag til de fleste krydrede retter, men det kan selvfølgelig også ødelægge hele retten. Og det er hele kunsten ved at anvende chili: at finde den rette mængde til at give den rette styrke. Det er altid spændende, første gang man bruger en ny slags tørret chili. De kan svinge enormt meget i styrke. De to, som jeg bruger mest af, er man dog ikke i tvivl om; de er hotte – meget hotte!

Chipotle

Birthe fra Newyorkerbyheart lærte mig at bruge chipotle, da hun brugte det rigtig meget i sine opskrifter. Jeg købte straks en dåse og på trods af, at der kun skal bruges en knivspids (bogstaveligt talt), er dåsen snart tom. Chipotle er tørret og røget jalapeno chili. Udover den lækre varme fra chilien giver den lige et ekstra pift med den røgede smag i forhold til almindelig tørret chili. Jeg bruger aldrig almindelig tørret chili mere, men tørrede chiliflager bruges en sjælden gang, men mest fordi det ser godt ud.

Røget paprika

Ligesom Chipotlen er den tørrede paprika fantastisk i de fleste “spicy” retter. Den afviger ikke voldsomt fra chipotlen, nok fordi dem blot er den spanske udgave af tørret, røget chili. Men jeg bruger næsten altid den røgede paprika, når der står paprika i en opskrift – og lige så ofte, når der ikke står paprika. Den findes i tre styrker (det tog noget tid at tilpasse mængden, da jeg havde fået den helt stærke). Når den behandles som chipotle, med en knivspids i en gryderet, så passer det perfekt. Jamie Oliver bruger det ofte i sine retter, og når han siger 1 spiseskefuld, så er det altså ikke af den hotte udgave! Man kan kende forskel på de tre på det lille billede på forsiden af dåsen.

      

Begge dele fås på nettet. Søg på Chipotle eller Røget Paprika. Den sidste fås både i stærke og søde udgaver.

Det her er også Chili, men hun har indtil videre undgået at indgå i madlavningen…

GemGemGemGem

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.