Coleslaw

Grillsæsonen nærmer sig og så skal der findes på tilbehør til det grillede kød. Coleslaw er klassisk tilbehør, som passer til det meste fra en god steak til pulled pork burgere. Det smager super godt, er dejligt sprødt og så er det hurtigt og nemt at lave.

Typisk skal der hvidkål i salaten, men herhjemme er vi blevet vilde med den gode smag i spidskål. Så den anvendes oftest i både salater og i coleslaw. Men der er naturligvis en vis charme ved at holde det old-school og bruge de “rigtige” ingredienser. Om sommeren bruger jeg rabarber i min cole slaw, fordi den giver en rigtig god sød-syrlig smag i salaten. Ellers bruger jeg rød peber – bare for farvens skyld.

Hvis der skal eksperimenteres er cole slaw utrolig taknemmelig og man kan blande alverdens ting i både salaten og i dressingen. Dressingen kan piftes med karry eller spidskommen. Salaten kan varieres med rødkål, fennikel, rød peber, rabarber, løg, forårsløg, revet ost, ananas, æbler og så videre. Bruges kålen til grillmad er Red Slaw også en rigtig god variation.

Coleslaw
Forb. tid
15 min
Samlet tid
15 min
 
Antal: 4 personer
Ingredienser
  • 1/2 lille hvidkålshoved
  • 2 skalotteløg
  • 2 gulerødder
  • 2 bladselleristængler
  • 1 lille peberfrugt eller 2-3 rabarber
Dressing
  • 2 dl creme fraiche 18%
  • 1 dl mayonaise (Hellmans)
  • 1/2 spsk dijonsennep
  • 1 tsk hvidvinseddike
  • 1 tsk sukker
  • Salt og peber
Sådan gør du
  1. Snit hvidkål, løg, rabarber og selleri fint. Riv gulerødderne groft. Bland alle grøntsagerne. 

  2. Rør dressingen sammen og bland den i fyldet.

Noter

Variation Lexington-Style Red Slaw (lækkert til grillpølser og steaks):

  • 1 ½ dl æbleeddike
  • 1 dl ketchup
  • 3 spsk sukker
  • 2 tsk friskkværnet peber
  • 2 tsk chilisauce

Som et alternativ til coleslaw kan man bruge denne sprøde og farverige spidskålssalat.

Dejlig spidskålssalat til sommermaden.

Fuldstændig unødvendig viden om coleslaw.
For alle os der troede, at det er en ærke-amerikansk ret, så kommer navnet ”cole slaw” fra nederlandsk ”koolsla” – en kort udgave af ”kool salade”, som betyder kål-salat.

Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

Har du spørgsmål eller en kommentar? Skriv her.