Der er ikke meget, der er mere sommerligt end et glas iskold hyldeblomstsaft. Med denne opskrift er der også gode muligheder for at variere smagen.
Brug resten af hyldeblomsterne til en frisk hyldeblomstlikør. Se opskriften nederst på siden. Likøren kan bruges til drinks, et twist til hvidvinen eller bare som en dejlig kold likør på en sommeraften.
Hyldeblomst
Sæsonen for hyldeblomst er omkring Skt. Hans i juni og juli. Når de blomstrer, er det med at komme ud og plukke dem, da de ikke blomstrer voldsomt længe.
Jeg plukker gerne hyldeblomster fra nogle gode buske, der står langs en cykelsti bag skolen. Det er en god ide at finde buske, der ikke står op ad trafikerede veje, med mindre man er glad for smagen af bil.

Hyldeblomsterne skal ikke skylles, men i stedet blot rystes for evt. insekter og brune blade. Der er også et godt råd om at plukke dem, mens morgenduggen fortsat sidder i blomsterne. Så får man den bedste smag til saften – samt våde sko.
Pas på! ikke at bruge druehyld, som godt kan ligne lidt, men den er giftig. Druehyld blomstrer lidt tidligere i april og maj, og blomsterne sidder i små toppe og ikke de store flade skærme, som på almindelig hyld.

Variationer
Jeg bruger halvt almindeligt sukker og halvt rørsukker. Ikke så meget på grund af smagen, men mere på grund af den lidt gyldne farve, som saften får fra rørsukker. Man kan også bruge brun farin som en del af sukkeret for en endnu dybere farve.

Når jeg bruger grundopskriften, er jeg sikker på en frisk, sød og let syrlig hyldeblomstsaft, som bare smager godt. Men skal jeg eksperimentere lidt med smagen og udseendet, kan jeg også finde på at lægge for eksempel 1 kg rabarber ved. Man kan også prøve med to kanelstænger eller ca. 100 g ingefær i tynde skiver, som giver helt nye smagsvariationer.
Opbevaring og servering
Den færdige saft kan i teorien sagtens holde sig 4 uger i køleskabet. I teorien, for så lang tid får saften ikke lov at stå herhjemme.
Jeg laver altid en stor portion, som jeg fryser ned i fryseposer med ca. 2,5 dl i hver pose. Når solen så skinner, og vi skal have et glas frisk hyldeblomstsaft, kommer jeg den frosne saft i en saftkande og hælder koldt vand eller dansk vand over. På ingen tid har vi en kande iskold saft.
Hyldeblomstsaft
Ingredienser
- 80 hyldeblomstskærme
- 1 kg sukker
- 1 kg rørsukker
- 3 l vand
- 2 ps citronsyre
- 6-10 citroner, økologiske*
Sådan gør du
- Ryst blomsterne fri for evt. insekter og andet godt (de skal ikke skylles). Fjern evt. brune blade. Klip blomsterne og de tyndeste stængler ned i en stor gryde.
- Skyl citronerne og skær dem i skiver. Kom dem ned i gryden sammen med hyldeblomsterne.
- Opløs sukker og citronsyre i kogende vand. Hæld sukkeropløsningen over hyldeblomsterne.
- Stil gryden et køligt sted og lad saften trække i 5 dage. Rør en gang i mellem.
- Si hyldeblomstsaften over på flasker, der er skyllet med kogt vand og Atamon. Jeg bruger gerne først i et dørslag og derefter en saftsi af stof. Alternativt kan man også bruge et viskestykke.
- Efter 5 dage er saften så koncentreret, at den kan blandes op med vand i forholdet ca. 1:2 eller 1:3.
- Saften kan opbevares på køl i op til 4 uger eller fryses og nydes hele sommeren.
Noter
Brug resterne…
Hyldeblomstlikør
Ingredienser
- 1 portion Hyldeblomstrester fra hyldeblomstsaften
- 1 fl. vodka eller klar snaps (70 cl)
Sukkersirup
- 1 dl rørsukker
- ½ dl vand
Sådan gør du
- Læg resterne fra hyldeblomstsaft-produktionen i en flaske og hæld vodka eller snaps over. Hyldeblomsterne skal dækkes helt af væsken.
- Lad det trække i ca. 14 dage og si hyldeblomsterne fra. Smag til med en lille smule sukkersirup ad gangen. Likøren er ret sød fra starten.
- Kom likøren på en skoldet flaske og nyd den koldt på sommeraftener eller kom en smule i hvidvinen for et lille sommertwist.
Sukkersirup
- Varm vand og sukker i en lille gryde indtil sukkeret er opløst. Lad det køle af.
Unødvendig viden
Hylden er et såkaldt værnetræ, som man i fordums tid plantede for at beskytte sit hus mod troldpak og ondskab. I gamle dage troede man, at gudinden Freja boede i hylden, og man derfor skulle plante en ny hyld, når en gammel blev fældet. Ellers ville ulykker ramme ens hus (vildmad.dk).
Hyld voksede oprindelig ikke i den danske natur. Den blev bragt hertil i middelalderen af munke, som brugte den til lægeplante (naturporten.dk).

Hvis du vælger at lave denne opskrift, så fortæl mig gerne om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og “tag” mig på Instagram med #6pm_dk