Cremet italiensk risotto, som blot kræver ganske få ingredienser og lidt kærlig omrøring. Det er imponerende at de meget simple italienske retter, som denne risotto, smager så godt. I forhold til så mange andre retter, er der kun få ingredienser i denne ret, og vælger man de rigtige, får man en lækker velsmagende ret på ganske kort tid.
Server den med godt brød til og resten af den italienske hvidvin, så er det næsten ligesom at sidde i Rom en lun sommeraften igen. Jeg elsker det italienske køkken, som jeg nok har skrevet et par gange, og en stor del af oplevelsen er nok også billederne fra vores ferier i Toscana og Rom, som disse italienske retter kalder frem.
Jeg bruger oftest risotto ris, men man kan sagtens erstatte den med (lidt mindre) grødris. Til denne opskrift kan man bruge 3 dl grødris. To gode opskrifter på brød: den knap så hurtige og den hurtige. Når jeg bruger bouillon i maden, er jeg forsigtig med salten, da bouillonen kan være meget salt i sig selv.
Er man ikke så meget til gorgonzola er her en anden god opskrift med parmesan.
Risotto med svampe og gorgonzola
Ingredienser
- 4 dl risotto ris
- 2 spsk smør
- 1/2 løg
- 2 dl tør hvidvin
- 8 dl grøntsagsbouillon (2 terninger)
- 200 g blandede svampe (f.eks. brune champignon, shiitake, østershatte)
- 100 g ærter
- 300 g gorgonzola
- Salt og friskkværnet peber
- Godt brød
Sådan gør du
- Pil og hak løget fint. Steg løget i 1 spsk smør i en gryde, til det bliver klart. Tilsæt ris og steg dem i nogle minutter under omrøring til de også bliver klare.
- Hæld hvidvin på og lad risene opsuge al væden under omrøring. Når vinen næsten er kogt væk, tilsættes varm bouillon lidt efter lidt. Lad risene suge bouillonen til sig gradvist under konstant omrøring i 20-25 minutter, til risene er næsten møre men stadig sprøde, og konsistensen er cremet.
- Tilsæt ærterne de sidste 5 minutter.
- Skær champignon i kvarte og steg dem på en tør pande indtil al væden er fordampet. Rør derefter resten af smørret i.
- Kom smuldret gorgonzola og svampe i risottoen og smag til med salt og peber.
Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk