Kylling i peanutsauce

Kylling og ris er altid et hit herhjemme. Specielt denne opskrift med en cremet peanutbutter sauce og godt med lækkert fyld hittede blandt både voksne og børn.

Opskriften er inspireret af en LCHF opskrift fra madbanditten. I stedet for fløde og kokosmælk brugte jeg kun kokosmælk og i stedet for blomkålsris brugte jeg nogle meget lækre hvide ris, men ellers er den stort set uændret – bortset fra et par fed hvidløg, som jeg syntes passer perfekt til denne ret. Og det er jo en af glæderne ved alle disse lækre opskrifter både i madbøger og på madblogs – man kan altid tilpasse dem til ens egne ønsker. Det er ofte styret af, hvad jeg lige har i køleskabet – og så slipper jeg også for at smide alt for meget mad ud.

 

Kylling med ris og peanutsauce.

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 30 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 3 kyllingfilet
  • 2 tsk karrypasta
  • 4 dl kokosmælk
  • 1/2 lime
  • 4 spsk peanutbutter (ikke chunky)
  • 1 spsk soya
  • 2 forårsløg
  • 1 æble
  • 1/2 rød chili
  • Smør til stegning
  • Salt og friskkværnet peber
  • 1 lille håndfuld peanuts
  • Ris

Sådan gør du

  • Skær kyllingfilet i tern og steg ved middelvarme.
  • Varm smør og tilsæt karrypasta. Lad det riste lidt, så det ikke branker.
  • Tilsæt kokosmælk, limesaft, soya og peanutbutter. Lad det simre i 5 minutter.
  • Tilsæt kyllingtern og smag til med salt og peber. Saucen kan evt. jævnes en smule, hvis den er for tynd.
  • Drys med fintsnittede forårsløg, chili efter smag, æble i små tern og peanuts.
  • Server med ris.

Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.