Spaghetti pancetta

Spaghetti med italiensk pancetta og grønne linser er italiensk pastaret, når det er bedst. Der er brugt ganske få ingredienser, som sammen giver en frisk og spændende ret. Det er italienerne eksperter i. Retten er dejligt nem at lave og der er hurtigt og velsmagende mad på bordet på under en halv time.

Pancetta, som er en italiensk krydret bacon med en helt speciel smag, passer perfekt til italiensk mad. Man kan godt erstatte den med almindelig bacon, men typisk italiensk skal der kun forholdsvis lidt kød i spaghettien. Har man lidt parmaskinke i køleskabet, går det også godt til retten.

Jeg bruger linser fra dåse; mest på grund af tilberedningstiden. De kan bruges direkte i maden, mens tørre linser skal koges i 30-40 minutter, inden de kan bruges. Og der kan selvfølgelig være noget smagsmæssigt, men jeg har rigtig god erfaring med for eksempel de grønne linser fra urtekram eller bonduelle.

Retten har udgangspunkt i en opskrift fra  Mad & Bolig justeret med italienske krydderier og hvidløg, som går rigtig godt sammen med pancettaen og linserne.

Spaghetti pancetta og linser
Forb. tid
10 min
Tilb. tid
20 min
Samlet tid
30 min
 


Antal: 4 personer
Ingredienser
  • 400 g spaghetti
  • 200 g grønne linser
  • 100 g pancetta
  • 2 fed hvidløg
  • 1/2 bdt forårsløg
  • 2 stilke selleri
  • 10 cocktailtomater
  • 1 glas hvidvin
  • 1 tsk timian
  • 1/2 dl frisk basilikum
  • Olivenolie til stegning
  • Salt og friskkværnet peber
  • Parmesan
Sådan gør du
  1. Kog spaghetti og gem lidt af vandet.

  2. Skær pancetta i strimler på ca 1 cm. Hak hvidløg, forårsløg, selleri og tomater fint. Svits det på en varm pande i 5 minutter. Gem lidt af toppene fra forårsløgene til pynt. 

  3. Tilsæt hvidvin og timian samt hakket basilikum til panden og kog hvidvinen ind. 

  4. Bland den kogte spaghetti i retten på panden og bland godt. Spæd evt. med lidt pastavand. Krydr med salt og peber og pynt med forårsløg og revet parmesan. 

Noter

I retter, som denne pastaret, foretrækker jeg at hakke hvidløget fint med en skarp kniv i stedet for at presse fedene. Jeg syntes, at det giver en anden og bedre smag, når hvidløgene steges.    

 

Jeg har før anbefalet spaghettien fra Rummo, og den er stadig rigtig god, når der skal kræses lidt for retten.

Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

Har du spørgsmål eller en kommentar? Skriv her.