Tomatsalat med feta og chili | 6pm.dk

Tomatsalat med feta og chili

En frisk tomatsalat med ost blandet med olie og eddike passer til det meste sommermad. Denne udgave er super hurtig og kan sammensættes af det, der lige er i køleskabet.

Variationer

Jeg har brugt friske cherrytomater sammen med feta, rødløg og chili, men det kunne ligeså godt være tomater i skiver med frisk mozzarella sammen med forårsløg eller lidt skalotteløg. Olie/eddike dressingen laver jeg altid med en god olivenolie, men “det sure” kan være alt fra hvidvinseddike eller balsamico til frisk citronsaft.

For at gøre salaten lidt mere spændende, bruger jeg gerne små tomater i forskellige farver.

Drys med lidt flagesalt og friskkværnet peber, og i løbet af ingen tid er der en frisk tomatsalat, som vi ofte får som tilbehør til grillmad.

Og det allervigtigste ved en god tomatsalat er friske solmodne tomater, der smager af noget. Man fristes til at hente dem i Italien, men kan man få friske danske tomater i supermarkedet eller på torvedagen, er det også noget af det bedste.

 

Tomatsalat med feta og chili

Antal 4 personer

Ingredienser

  • 1 bk cherrytomater (eller ca. 6 tomater)
  • 50 g feta
  • 1 chili
  • 1/2 rødløg
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk eddike
  • 1/2 tsk flagesalt
  • Friskkværnet peber
  • 1 lille håndfuld frisk basilikum

Sådan gør du

  • Skær tomaterne i halve (jeg skærer dem groft og uens) og snit løget i skiver. 
  • Hak en chili fint (husk at smage på den inden, så mængden kan tilpasses til styrken).
  • Bland det hele med feta knækket i mindre stykker og krydr med et godt nips flagesalt og lidt friskkværnet peber. Pynt med frisk basilikum.

 

Hvis du vælger at lave denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

GemGem

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.