Hjemmelavet Ketchup

Der er mange gode opskrifter på lækker hjemmelavet ketchup og fælles for de fleste er, at det smager meget bedre end købeudgaven. Man skal dog ikke forvente at lave en ketchup, der hverken ligner eller smager som Heinz, men i stedet får man en original ketchup, som giver et ekstra pift til burgeren eller din hotdog. Og så er det nemt, hurtigt og smager super lækkert.
På trods af, at jeg indledningsvis syntes, at denne ketchup var lidt sød, så viste den sig at være perfekt til en pølse. Og mine børn syntes den er fantastisk, så kvalitetstesten er bestået.

Prøv ketchuppen til en hotdog med ristede løg eller til en hjemmelavet gourmet burger.

Hjemmelavet Ketchup

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet tid 45 minutter

Ingredienser

  • 500 g modne tomater
  • 1 lille æble
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1/4 tsk kanel
  • 1/2 tsk stødt allehånde
  • 100 g brun farin
  • 3/4-1 dl lagereddike

Sådan gør du

  • Skær tomater, løg og hvidløg i grove stykker. Skræl æblet og skær dette i grove stykker. Hæld det hele i en gryde sammen med kanel, allehånde, farin og 3/4 dl lagereddike.
  • Lad det simre i 10 min og purer det med en stavblender. Smag det til med den sidste 1/4 dl lagereddike. Lad det koge i ca 15 min, indtil det har en nogenlunde fast ketchup-agtig konsistens. Det må gerne være lidt mere lind, da det bliver lidt tykkere, når den bliver kold. Hæld evt. en teskefuld på en kold tallerken og bedøm konsistensen.
  • Pres massen igennem en si. Skyl glas med 2 tsk atamon i 1 dl vand. Hæld ketchuppen på varme, skoldede glas og sæt på køl.

Noter

Tip (eller Snyd): Er der børn i huset, så hæld en smule rød frugtfarve i ketchuppen, så den får den “rigtige” farve.

Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.