Pizza med kartofler. Det er sprødt, lækkert og smager virkelig godt og hvem skulle have troet det? Med frisk mozzarella, parmaskinke og lidt grøn spinat er det et mere end godt alternativ til den typiske pepperoni pizza.
Hemmeligheden bag kartoflerne på en hvid pizza er tynde kartoffelskiver på ca. 1 mm. Bliver de meget tykkere, bliver de ikke gennemstegte på 10-12 minutter. Der skal stadig være lidt bid i kartoflerne. Når jeg har tid, plejer jeg at lægge kartoffelskiverne i koldt vand i mindst 30 minutter. Det fjerner noget af stivelsen og giver en bedre struktur. Det samme gælder i øvrigt for hjemmelavede pommes frites.
“Man kan smage alle de forskellige ingredienser”
…og har man den rette kombination af ingredienser i retten, er det jo perfekt. Man kan lave pizzaen i sin rene hvide form med kartofler og løg alene, men med spinat, hvidløg, champignon og rosmarin giver det bare en bedre oplevelse. Specielt de tynde parmaskiver giver et godt løft til pizzaen med både sprødhed og lidt salt.
Pizzasten
Nu er jeg så heldig, at jeg har en pizzasten i min ovn, og det hjælper meget på sprødheden i bunden. Der er mange slags pizzasten, og jeg har endnu ikke prøvet at bruge en almindelig vægflise, som nogle anbefaler, men jeg syntes, at en god pizzasten er en af de bedre investeringer, jeg har lavet. Stenen er anvendelig til bagning af alle slags brød og ikke kun pizzabunde. For at pizzastenen skal virke optimalt, skal den være gennemvarm, inden den bruges til bagning.
Pizzadej
Her er 2 opskrifter på en langtidshævet pizzadej (13 timer) og en hurtig pizzadej (3 timer). Så er der frit valg.
Hvid pizza med kartofler, rosmarin og parmaskinke
Ingredienser
- Pizzadej*
- 4 spsk rød pesto
- 300 g kartofler (gerne store)
- Salt og friskkværnet peber
- 50 g spinat (eller babyspinat)
- 5 champignon
- 1 kugle frisk mozzarella
- 1/2 løg
- 4 skiver parmaskinke
- Olivenolie
- 2 fed hvidløg
- 1-2 kviste frisk rosmarin
Sådan gør du
- Lav pizzadejen og rul den ud (eller rul den færdige dej ud). Tænd ovnen på 250°C.
- Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver. Hvis tiden tillader lægges skiverne i koldt vand i ca. 30 minutter, inden de drypper af.
- Fordel rød pesto på dejen og læg kartoffelskiverne i et lag. Krydr med salt og peber.
- Skyl spinat og skær løg og champignon i tynde skiver. Fordel spinat, champignon og mozzarella revet i mindre stykker på kartoflerne. Fordel herefter løgringe.
- Skær parmaskiverne i tre dele og fordel dem på pizzaen. Dryp med olivenolie og krydr med snittet rosmarin og hvidløg i tynde skiver.
- Bag pizzaen ved 250°C i ca. 10-12 minutter til osten har fået farve. Server pizzaen varm.
Noter
Hvis du laver denne opskrift, så fortæl mig om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og tag mig på Instagram med #6pm_dk
Og nå ja – ungerne vil helst bare have den helt almindelige ingen-dikkedarer skinke-cocktailpølse-pepperoni pizza uden alt for meget hurlumhej som lækker italiensk prosciutto crudo eller andre lækre toppings. Så det får de selvfølgelig…
Opskriften er: pizzadej, tomatpuré, lidt italiensk krydderi, revet mozzarella, skinke i strimler, cocktailpølser, pepperoni – bag i 10 minutter.