Krydderolie med Rosmarin | 6pm.dk

Krydderolie med Rosmarin

En flaske god krydderolie kan pifte de fleste retter op og så er den virkelig nem at lave. Jeg har altid en flaske stående. Både fordi det smager virkelig godt til mange retter, men også fordi de friske krydderurter i en flaske ser flot ud på bordet.

Hvad kan den bruges til?

Her er der mange muligheder for at tilpasse smagen, så den passer perfekt til maden. Jeg er helt tosset med rosmarin – ikke for meget, men i små mængder, så giver det en fantastisk smag til både pizza, brød og kartofler.

Men alle krydderurter og andre krydderier kan også bruges. For eksempel salvie, oregano, timian, men også hel kanel og peberkorn. Det er bare med at prøve sig frem.

Jeg bruger krydderolien til salater, pizza, pastaretter, gryderetter og alle de steder, hvor jeg også ville bruge en chiliolie.

Prøv også at blande 2 spsk krydderolie med 1 spsk citronsaft og lidt salt og peber. Så er der en virkelig god og nem salatdressing.

Krydderolie med Rosmarin | 6pm.dk
Krydderolie med Rosmarin – og hunden Chili…

Holdbarhed

Holdbarheden er 2-3 måneder når krydderurterne blancheres og når flasken skoldes inden olien kommes i.

Ellers er den kun et par uger, og selvom jeg godt kan lide at bruge olie, så når jeg slet ikke brugt en flaske på to uger.

Krydderolie med Rosmarin

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 5 minutter
Samlet tid 10 minutter

Ingredienser

  • 2 kviste rosmarin
  • 1 kvist salvie
  • 2 fed hvidløg
  • 6 peberkorn
  • 250 ml rapsolie

Sådan gør du

  • Skold en flaske med kogende vand.
  • Skyl krydderurter og blancher dem ved at komme dem i kogende vand i få sekunder og derefter straks i meget koldt vand.
  • Kom de friske krydderurter, peber og pillede hvidløgsfed i flasken
  • Fyld flasken med rapsolie og lad den trække et par dage. Krydderolien kan nemt holde sig et 2-3 måneder.

Hav altid en flaske krydderolie stående ved siden af Chiliolien. Så er der lidt til alle.

Chili Olie | 6pm.dk
https://www.6pm.dk/chili-olie

Hvis du vælger at lave denne opskrift, så fortæl mig gerne om det! Skriv en kommentar nedenfor eller tag et billede og “tag” mig på Instagram med #6pm_dk.

Unødvendig viden

Blanchering er en teknik i madlavning, hvor grøntsager ganske kort tid sænkes ned i spilkogende vand, hvorpå de køles hurtigt ned igen i meget koldt vand. Teknikken er med til at bevare flest mulige vitaminer i grøntsagerne samt dræbe bakterier på grøntsagens overflade (kilde: Wiki).

Har du spørgsmål eller en kommentar? Så vil jeg blive glad for at høre fra dig.